Har det jo fint nok, og siger til mig selv , tag dig sammen - lad være med at overdramatisere, være overmelankolsk og naiv. Men så bliver det mørkt udenfor og alt det mørke rammer mig og jeg kan kun se mørkt og tænke mørkt og pludselig er det ikke mig der er melankolsk - men mig der har ret?
og sådan sidder jeg nogle timer og tænker deprimerende tanker og til sidst presser jeg mig selv til at putte alt det ned under sengen i en lille boks og lukker den først op næste gang det bliver mørkt.
Og så er det hele ikke så fint nok alligevel.. eller hvad?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar