fuck you and hooray for me

Så nåede vi så langt. 1 år og 10 måneder der er fløjet afsted med turbo fart. En tid mange nok ville betegne som den bedste tid nogensinde - jeg er enig. Men hvis man så stopper op, og zoomer ind på bestemte episoder, skal man ikke glemme at nævne de aftener der gik i snegle tempo, og hvor man helst ville ønske at det hele var forbi. Men så nåede vi jo så langt. Og det skal man jo fejre. Vi gør det ved at han er på arbejde og jeg er hjemme alene og laver lektier. Men det er jo smag og behag - og er det ikke også ret in at være ligeglad med sådan en dag? Være sådan lidt rebelsk og faktisk slet ikke huske hvilken dag det nu er der skulle være så speciel. Og dem der går op i det - dem går i biografen og ud og spiser - de er kærestekedelige og provinsagtige. Og så kan det være en sød besked og et godnat i hver sin seng, og så er den dag jo alligevel gået og det bliver imorgen. Og når nu begge ved at dagen imorgen er lige så speciel, hvad er der så at græde for?